Derfor skal du vælge os

Det kan være svært at skulle træffe en beslutning om, hvilken børnehave dit barn skal træde sine barnesko i. Hvad er vigtigt for dig som forældre, og hvor mener du, at dit barn vil trives bedst.

Et af de steder, hvor Børnebåndets afdelinger adskiller sig fra andre børenhaver, er, at vi er små enheder, hvilket skaber et nærvær, der kan være svært at finde i større dagtilbud.

Nærhed og nærvær

En af de ting du straks bemærker, når dit barn starter i en af vores afdelinger, er, at der er en følelse af nærhed og nærvær. Vi hilser alle på hinanden og på børnene, og der er altid plads og tid til en lille sludder med personalet, når man afleverer og henter sit barn.

Nærheden er en naturlig følge af, at vi er små enheder. Vi leger på kryds og tværs, og alle børnene kender hinanden - ligesom alt personalet har et personligt forhold til hver af børnene. Det, at vi er så tæt på alle børnene, gør at der opstår en nærhed og et nærvær, som fører til en tryghed for hvert barn og giver plads til, at de kan udvikle sig på personlig plan.

“Børnehaven emmer af hjemlig stemning, små hyggelige rum, trapper, en lille legeplads og få børn. Alle kender alle, miljøet er varmt og trygt, og personalet er imødekommende og altid klar til en krammer.”
Lone, forælder i Børnhaven Lauge Koch

I vores hverdag er der både plads til lege og læring, der er igangsat af pædagogerne, men der er også mulighed for, at børnene selv starter lege op. På den måde udvikler de deres fantasi og lærer at indgå i sociale relationer.

Hverdagen indeholder også aktivitetsforløb. Her kan vi fokusere på at arbejde med udviklingen for hvert enkelt barn. Ud fra barnets udfordringer og interesserer deltager det forskellige forløb, hvor dets evner opøves og fremelskes.

Samarbejde mellem de 3 afdelinger

Vores dagtilbud består af 3 afdelinger, der har til huse på Trøjborg, Risvangen og i Møllevangen. Der er en meget tæt samarbejde mellem afdelingerne, og der laves en lang række aktiviteter, hvor alle afdelingerne i fællesskab deltager i.

Hvert år har vi seks projektuger, der planlægges af afdelingerne i fællesskab. Det er for eksempel Kultur og Bæredygtighedsprojekt.

Vi har også flere traditioner, såsom Halloween og julerier i december, hvor vi i længere perioder har fokus på det specielle ved netop den tradition.

Den lille røde bus

Den lille røde bus er en bus, vi ejer i fællesskab med de øvrige selvejende dagtilbud i Århus. Den bruger vi, når vi skal på længere ekskursioner, end hvor de gule bybusser kan fragte os. Vi har blandt andet været i zoologisk have og i Ree Park med bussen.